Af Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd og delegeret ved Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia
Søren Abildgaard deltog i Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Namibia og reflekterer her over, hvad han kan tage med hjem fra Namibia til en folkekirkelig dansk sammenhæng. Foto: Albin Hillert/LVF.
Efter en uge med møder, samtaler og inspiration fra hele verden (eller i hvert fald den del af verden, der udgøres af de officielle repræsentanter for kirker i den lutherske tradition) melder eftertanken sig.
I de daglige landsbygrupper, hvor der er plads til at gå i dybden med dagens tema og til at udveksle fortællinger fra hver vores vidt forskellige virkeligheder, lyder det afsluttende spørgsmål altid: Hvad kan dagens drøftelse bruges til hjemme i vores lokale kirker og menigheder?
Den globale lutherske tradition har på 500 år bevæget sig fra Wittenberg til Windhoek. I Wittenberg er der i dag kun er cirka 10 procent kristne tilbage. Det er derfor meget passende at fejre reformationsjubilæet på et stadion i Katutura, et township i Windhoek, Namibia. Den lutherske tradition har bevæget sig fra en tysk-nordisk kontekst til i dag at opleve sin største vækst i det globale syd.
Dermed bliver det også et åbent spørgsmål, hvor meget vi i dag kan lære af hinanden som lutherske kirker, eller om Folkekirken har mere tilfælles med kirker, der lever i den samme sekulariserede virkelighed – eller måske med de nordiske kirker, som deler det samme udspring i relationen til stat og folk og i øvrigt har formået at fastholde en status som majoritetskirker.
“Liberated by God´s Grace” (befriet af Guds nåde) var det overordnede tema for generalforsamlingen og det sætter rammen for et fælles teologisk sprog om nåden som både en gratis gave og som et kald, som vi deler med alle døbte.
Her vil der også i danske menigheder være inspiration til samtalen om tro og kristendom. Der er måske nok behov for at omsætte det til en dansk virkelighed og i et enkelt og virkningsfuldt sprog, hvis det for alvor skal slå igennem.
Det kan måske være med til at stimulere en fornyet interesse for forholdet mellem troen og det individuelle og kollektive engagement i samfundet. Vi bliver ikke frelst i kraft af vore gerninger, men troen må også føre til gode gerninger. Kristendommen kan ikke være tavs med henvisning til en misforstået opfattelse af Luthers to-regimentelære.
Efter min personlige mening går man dog galt i byen, når temaet foldes ud i undertemaerne om, at hverken frelsen, mennesker eller skabningen er til salg.
For en dansk folkekirkelig bevidsthed vil meget herfra blive opfattet som udtryk for en bestemt og til tider noget énsidigt insisterende politisk dagsorden. Af samme grund får Det Lutherske Verdensforbunds studier og konklusioner på disse områder nok en noget begrænset udbredelse i folkekirkens menigheder.
Det er i forvejen vanskeligt at argumentere ud fra kristendommen i en dansk samfundsmæssig kontekst, og det bliver bestemt ikke lettere, når man forsøger at sætte en global dagsorden.
Og dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om relevansen hjemme i vores lokale kirker og menigheder.
Her skal vi nok forsøge at finde andre samtalepartnere end den globale lutherske tradition, hvis vi for alvor skal have inspiration til at håndtere de udfordringer, som folkekirken måske står over for i de kommende årtier. Der er kirker i vores nærområde, som allerede har mødt disse udfordringer, og som måske også har fundet gode svar på dem. Det kunne tale for at styrke især den europæiske dialog.
Det skal vi gøre uden at glemme, at der også er fjernere slægtninge, der lige som os lever i traditionen fra det, der skete i Wittenberg i 1517. Slægtninge, der har brug for, at vi følger dem på vejen, og som måske kan vise os helt nye veje.
Mellemkirkelig blog 